Denne fredag er det Marina’s bidrag i rækken af UFILTRERET som du kan læse lige her !
Kronikken er et digt om overgreb, metoo og den debat der har eksisteret i medierne.
—————————————————————————————————————-
Ufiltreret er KBH+ egen kronik, det er en skriftlig talerstol hvor alle uanset baggrund kan udtrykke sine tanker og holdninger til det overordnede emne IDENTITET og SAMFUND.
Har du lyst til at bidrage med en kronik? Eneste krav er at du er mellem 17 og 30 år og at din tekst er maksimalt 7500 tegn inklusiv mellemrum. Indhold og genre er helt op til dig – det kan være essay, digt, analyse, erindring eller andet. Du bestemmer selv om du vil være anonym. Skriv til emilie.hemmingshoej@askovfonden.dk.
—————————————————————————————————————-
Det var ikke som de fortalte mig
Af Marina
Der var engang og en aften og en fuldmåne
på stranden med boblevand og lyserød vin
med latter og kindkys og tungekys fra person til person,
at solen farede vild og lod månen ånde,
og de andre forsvandt i mørket.
Jeg sagde nej
og han sagde kan du huske den leg
hvor man sagde det modsatte af det man mente?
Ej, det sagde han ikke
Han sagde bare slap af,
Bare slap af, bare slap af
som et forbandet mantra,
et religiøst ritual.
Til trods for trods
til trods for, at mine indre organer snørede sig sammen
og det var ikke som de havde fortalt mig
det var ikke dryppende blod og blå blink fra ambulancer
det var ikke nok til at få medlidenhed
eller bekymrede blikke,
det var hvorfor løb du ikke væk?
og hvorfor skreg du ikke?
endda: det sker jo for så mange.
hver aften så jeg det hele i billeder
jeg kunne ikke rekonstruere ordene
jeg kunne ikke forklare nogen
at jeg skubbede ham væk med mine hænder
men han var stærkere
at mine lunger lukkede sig sammen
at min stemme forsvandt og jeg forsvandt med den
så jeg brugte dag efter dag efter måned på at finde grunde til,
at det var min skyld.
Den dag i dag
undrer jeg mig over
om stjernerne også græd da
de kiggede ned på os
og om de forstod
at han rørte ved mig men
at han ikke tænkte på mig
at han rørte ved mig og var ligeglad
for jeg var ikke en stemme eller et sæt øjne
jeg var alle de steder på min krop
som han kunne røre og skrive magt på.
Nu er Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg
på TV i bedste sendetid og siger
at kvinder bare skal blive bedre til at sige fra,
min gamle underviser holder foredrag
hvor hun sammenligner metoo med terrorisme
og mænd i alle kommentarspor gjalder om
at de ikke længere må flirte.
En kvinde svarede mig i en tråd
om krænkelser på Christiansborg
at vi bør kigge på vores valg af tøj
endda vores parfume, hun mener
at vi skulle være glade
for opmærksomheden.
Alle stemmerne råber: det er din egen skyld,
og det kræver til tider umenneskelig styrke
at lukke ørerne og øjnene i.
Jeg plejede at sige
at hvis jeg en dag får en datter
vil jeg ikke have at hun bliver som mig
men med årene der er gået
har jeg indset
at hvis jeg en dag får en datter
vil det ikke være det værste
at hun bliver lidt som mig
for det er ikke mig, der gjorde
noget galt den aften
og hvis jeg en dag får en søn
vil jeg lære ham at forstå et nej.